Tekst: Gunhild Madsen og Karen Gejl​

 

Messehagler i Sønderho Kirke

Nye messehagler til Sønderho Kirke
Det gamle messehagel i Sønderho kirke er slidt og hænger næsten ikke sammen mere.
Vi har derfor søgt efter alternativer og har været så heldige, at Kvaglund kirke har foræret os fire flotte messehagler. En hvid, en rød, en grøn og en violet. De nye messehagler vil blive taget i brug til gudstjenesten 2. søndag i advent.

En messehagel er den overklædning, præsten bruger foran alteret under gudstjenesten i folkekirken. Den har sin oprindelse i antikkens daglig-dragt som en kappe båret over en kjortel. I de første tusind år af historien var hvid den væsentligste farve i tekstilerne.

De liturgiske farver, som blev udviklet i middelalderen, benyttedes til andre kirketekstiler, men blev ikke brugt konsekvent på messehaglerne herhjemme. Længe var sorte og røde hagler de eneste, og en lang periode fra 1841 til 1923 var hagler af rødt fløjl med guldbroderet rygkors anbefalet til brug i de danske kirker.

Rundt om i de danske sakristier hænger der ofte en gammel slidt messehagel i rød fløjl og med guldkors på ryggen. Messehaglen er kendt som en gejstlig hagesmæk, som en vittig modstander af den slags beklædning engang har kaldt den. Den var i mere end 250 år den gængse liturgiske beklædning, når præsten stod foran alteret. Fra midten af 1950-erne har der samtidig med et ønske om fornyelse ved gudstjenesterne været større opmærksomhed på kirkeårets liturgiske farver, ligesom messehaglerne ændrede grundsnit fra den stramt opbyggede skjoldhagel til den blødt foldede, gotiske hagel. Mange er i den tro, at anvendelse af messehagler i forskellige farver skyldtes gejstlig pyntesyge. 

Messeklæder og de skiftende liturgiske farver er dog ikke en nyere opfindelse.      
Den kan spores helt tilbage til oldkirkens tid. Så når præster under gudstjenesten iklæder sig messehagel i den korrekte liturgiske farve, iklæder de sig en tradition der går mange hundrede år tilbage. Omkring år 1200 bestemte pave Innocens III regler for brugen af farver i Roms kirker. Disse regler bredte sig de følgende århundrede som almindelig regel i de vesterlandske kirker.

Det er på den baggrund, man taler om kirkeårets liturgiske farver: Hvid, rød, grøn og violet.

Den hvide farve: Renhedens, lysets og glædens farve. Bruges til de såkaldte Kristusfester.
Den røde farve: Ånden, ilden og blodets farve. Anvendes ved pinsegudstjenester samt 2. juledag, der også kaldes Skt. Stefans Dag. Stefanus var den første kristne martyr, der blev stenet for sin tros skyld. Den grønne farve: Håbets og vækstens farve. Anvendes i Hellig Tre Konger-tiden og trinitatistiden. Den violette farve: Bod og anger. Anvendes i adventstiden, i fastetiden til og med Skærtorsdag og Langfredag.
Enkelte steder har man en særlig sort messehagel til Langfredag, og ellers bærer præsten kun sin sorte embedsdragt.