Sønderho Kirkes klokke

Sønderho kirke er smuk - set såvel udefra, som når man træder indenfor i kirkerummet. Det er ikke uden grund, at kirken bliver besøgt af et stort antal turister året rundt.
Også om søndagen kommer mange til gudstjeneste i kirken, og det er tydeligt at se, hvem der er her for første gang, når klokkeringningen går i gang. De ser forfærdede op mod loftet, og det er tydeligt, at de tænker: ”Hvad sker der? Falder det ned?”

I årevis har kirken været plaget af ledsagestøj, når der ringes med klokken ved kirkelige handlinger, og skiftende menighedsråd har brugt mange ressourcer på at få problemet løst.

I 2014 fik det daværende menighedsråd udarbejdet tegninger og beskrivelser af en syv meter høj klokkestabel til opstilling på kirkegården. Heri skulle den eksisterende klokke hentes ned fra loftet og anbringes, og al støj er fjernet fra kirkerummet. Menighedsrådet var bekendt med, at de selv skulle skaffe den nødvendige kapital, og budgettet for klokkestablen var på kr. 1,5 millioner kroner.
Der blev nu igangsat en større ansøgningsrunde lokalt og nationalt, men resultatet var nedslående. Et mindre beløb blev det til fra en lokal fond, og da alle kendte fonde var blevet ansøgt med negativt resultat, blev dette arbejde indstillet.

I efteråret 2016 var der festgudstjeneste i Sønderho kirke i anledning af genåbning af kirken, efter arbejdet med isætning af nye vinduer var gennemført. Ved denne lejlighed deltog også arkitekt og fhv. Kgl. Bygningsinspektør, Niels Vium, og undertegnede sad ved siden af ham under festgudstjenesten, da ringningen startede, akkompagneret af den berømmelige ledsagestøj!

”Det kan I nemt få ordnet,” udtalte Niels Vium, I skal bare have fat i klokkefirmaet THUBALKA. De anbringer noget vibrationsdæmpende materiale under klokkestolen, og så er det problem løst. Hvor svært kan det være?

Så nu lysner det.
Vi har haft kontakt med THUBALKA, der har været på besøg og skitseret en løsning, hvor klokken bliver, hvor den er. Der fabrikeres en ny klokkestol, og der anbringes vibrationsdæmpende materiale mellem klokkestol og tagkonstruktionens bjælkelag.
Der er udført forsøg med en transportabel klokkestol, som har været anbragt på loftet i Sønderho kirke. Denne er afprøvet med og uden vibrationsdæmpende materiale, hvor medlemmer af menighedsrådet, kirkens personale og undertegnede har lyttet intenst. Nu føler vi os overbeviste om, at der er fundet en god løsning, hvor ledsagestøjen bliver reduceret til et minimum, og som forventes at kunne etableres for kr.180.000,- kroner.
Menighedsrådet har derfor besluttet på sit møde den 30. januar 2018, at der afsættes midler på næste års budget og at gennemføre projektet i begyndelsen af 2019.

Carl Martin Christensen
Kirkeværge ved kirkerne på Fanø