Dåbsklude - Strikkeklub

Ved Kirkerne på Fanø har vi fået tradition for at tænde et lys i forbindelse med dåben. Efter gudstjenesten får dåbsbarnet dåbslyset med hjem som et minde om dåben. Ud over dåbslyset vil vi nu også gerne give barnet en strikket dåbsklud med hjem. Dåbskluden er den klud eller serviet, som barnets hoved bliver tørret med lige efter, at barnet har fået tre håndfulde vand på hovedet. 

Ideen med den strikkede dåbsklud stammer fra Djursland, hvor sognepræst, Ann Maj Lorenzen, fik ideen, og indtil nu er der designet 17 forskellige dåbsklude med kristne motiver. Forældrene kan efterfølgende selv vælge at brodere navnet på barnet og datoen for dåben på kludene, hvis de måtte ønske det. På den måde bliver dåbskluden – ligesom dåbskjolen allerede er det for mange - et meget personligt minde.                       

Ved Kirkerne på Fanø skal vi selvfølgelig også have strikkede dåbsklude. Hvis ikke på Fanø, hvor vi jo har en fin tradition for strikketøj, hvor så?  Men - vi mangler strikkere. Så hvis du har lyst til at være med til at strikke dåbsklude til brug ved dåb i Kirkerne på Fanø, er du meget velkommen til at henvende dig til vores kirketjener og kordegn, Anette Brogaard, for at høre mere på mobil: 30 32 45 20.
Dåbskludene kan selvfølgelig strikkes hjemme i sofaen, men du er også velkommen til at komme op i Sognehuset torsdage formiddage kl. 10.00 – 12.00 og strikke sammen med andre. 

Der vil være kaffe og te på kanden – og hyggeligt samvær omkring strikkepindene!

Anette Brogaard og Karen Gejl

 

 

Dåbsklude

Der er en stigende interesse blandt kvinder på Fanø for at være med til at fremstille hjemmestrikkede dåbsklude med kristne symboler.
Dåbskludene er en gave, og de strikket som en kærlig hilsen med ønsket om alt godt til sognets små og store dåbsbørn og deres familier.
Sognehuset ved Kirkerne på Fanø afholder strikkecafé med kaffe og hyggeligt samvær torsdag formiddage kl. 10.00 – 12.00 Mens strikkepindene og kaffekoppen klirrer, vokser bunken af de fineste dåbsklude.
Alle, der har lyst til at deltage eller bare kigge forbi, er hjertelig velkomne med pinde Niels Sørensens Vej nr. 3.

Annette Jensen og Karen Gejl